Interview med Laura Lundtorp: “Jeg kan tydeligt huske, at yngre mig tit sammenlignede mig med alle de andre ryttere på min alder”

Laura Lundtorp & hesten Lillevangs Christo. Foto: Tilsendt af @lauralundtorp

Du kender hende måske; Laura Lundtorp. Hun er springrytter, ejer af hesten Lillevangs Christo og har hele 37.600+ følgere på Instagram. Vi har talt med hende om hendes første pony, følelserne og oplevelserne ved springet til hest og de tilhørende første stævner.

Kan du fortælle os lidt om hvordan du kom ind i sporten?

- Jeg startede på rideskole sammen med min storesøster, da jeg var 5 år gammel og gik der indtil, at jeg blev 10 år, hvor jeg fik min første pony, som hed Artist. Jeg havde været ude og prøve Artist og vidste med det samme, at dette var den helt rigtige pony for mig. Et par dage efter stod han nede på folden med en stor rød sløjfe om halsen, og jeg blev så overrasket og helt igennem lykkelig.

Laura & ponyerne Ice (venstre) og Artist (højre), 2016. Foto: Udklip fra @lauralundtorp

- Dengang var jeg udelukkede hyggerytter. Jeg elskede at ride på lange ture og selve stævnerne sagde mig ingenting. Da jeg var 13 år faldt min søster for pony aldersgrænsen, så jeg fik hendes dejlige springpony Ice. Jeg havde Artist og Ice og begyndte at ride lidt mere seriøst, samt så småt begyndte at springe lidt og stille og roligt begyndte vi også til lidt små stævner.

Kan du huske dit første stævne, og måske beskrive nogle af følelserne, der fulgte med?

- Mit aller første stævne på Artist var faktisk et dressurstævne, og jeg kan tydeligt huske, at jeg var vanvittigt nervøs. Selve stævnet gik egentlig super fint. Vi blev ikke placeret eller noget, men vi fik en super fed tur trods rytterens vanvittige nervøsitet. Det var første gang at vi var ude og køre med hestetrailer, så for mig var det en kæmpe oplevelse.

Hvad ville dit nuværende jeg fortælle det jeg, som red sit første stævne?

- Hvis nuværende jeg skulle give et godt råd til lille mig, som red sit første stævne, ville det være at ‘nyde turen’ og fokuserer på det hyggelige i en stævnedag, frem for at sammenligne sig med de andre. Jeg kan tydeligt huske, at yngre mig tit sammenlignede mig med alle de andre ryttere på min alder. Mange af dem var nået længere end jeg var i sporten, og det gik mig faktisk en del på. Jeg var heldig at have nogle forældre, som aldrig lagde for meget pres på. De var altid stolte af mig, ligemeget hvordan det var gået og det hjalp mig rigtig meget.

Laura & Christo. Foto: Tilsendt af @lauralundtorp

Hvordan var dit første stævne på hest?

- Da jeg faldt for pony aldersgrænsen var det tid til, at kigge på hest. Jeg prøvede i alt 4 heste, og det var den fjerde hest jeg prøvede, hvor mavefornemmelsen virkelig sagde, at det her er det helt rigtige. Det var en dengang 8-års stor springhest ved navn Christo, som jeg faldt pladask for, og det er stadig ham som jeg har den dag i dag, næsten 5 år efter. Mit aller første stævne på hest, altså Christo, var ca. 2 måneder efter at jeg havde fået ham. Vi skulle starte Lb1 (105 cm) og Lb2 (110 cm) på Slagelse Rideklub. Jeg kan tydeligt huske, at jeg var mega nervøs.

For mig var springet mellem pony og hest meget svært, da det at ride hest, er noget helt andet, end at ride pony.

Når jeg ser tilbage på det, skulle jeg nok have ventet et par måneder mere med at ride stævne, men samtidige lærte jeg også meget af oplevelsen. Jeg faldte faktisk af til det stævne, da der var en linje på 5 galopspring skråt igennem. Christo er en stor hest med en stor galop, så på faste linjer, skal jeg altid holde tilbage. Jeg får desværre ikke holdt nok tilbage, så Christo sætter stort af på 4 galopspring og jeg bliver simpelthen sprunget ud af sadlen; sådan kan det jo også gå.

Var der noget svært/nemt ift. starte stævner, som du vil give videre til andre?

- Et godt råd jeg ville give alle nye stævneryttere er ikke at sammenligne jer med alle de andre. I alle er forskellige steder i sporten og har forskellige mål samt fordele. Desuden skal man føle sig klar inden man begynder at ride stævner. Der er jo ingen stress. Hellere være 100% klar, end at gå hjem med en øv oplevelse. En anden ting jeg ville give videre er, at se på stævnerne som træning. Lær af fejlene og se på det, som en mulighed for at udvikle sig og blive endnu bedre. Og til sidst, nyd turen!